bevar vh

 

Ideen: -At skabe et Multihalsområde der med udstillingsvirksomhed, koncerter og kulturtilbud åbner dørene for publikum i Værftshallerne i Helsingør.

-Etablering af et multihalsområde, der drives på kommercielle vilkår.

-Et konsortium der på markedsvilkår kan stå for den daglige drift.

-Vi ser denne vision omsat til handling som den der giver Helsingør de bedste og mest fleksible muligheder fremadrettet.

 

Visionen: -At bevare Værftshallerne er i klar forlængelse af de målsætninger og intentioner, som er beskrevet i lokalplan nr. 1.119, vedtaget af byrådet 2007, omhandlende “Kulturhavn Kronborg, Kulturværftet og Søfartsmuseet” samt Konkurrenceprogrammet for Kulturværftet,  2005 og Helsingør kommunes “Vision 2020”, vedtaget af byrådet 2012.

En spændende sammenhængskraft af kulturtilbud i dette unikke oplevelsesområde kan med et ambitiøst grundlag markere sig som et af byens udviklingsområder og vil kunne skabe mange nye arbejdspladser og have appel lokalt, nationalt og internationalt.

Peter Grønholt                Flemming Jönsson

 

Uddybning: Til Værftshallernes fremtidige anvendelse foreslår vi følgende overordnede ”greb”:

 

• Lad Værftsbygningerne stå, som de er, da ikke mindst Bygning 14, som allerede nu er blevet brugt til forskellige formål som udstillinger, Design Award festival, konferencer m.v. af bl.a. Kulturværftet med den tætte nærhed. Måske kunne der også her findes en langt bedre løsning på cafédriften i samarbejde med Kulturværftet.

 

 Værftsbygningerne er samlet set et oplagt område til brug for kreative erhverv. Vi tror på, der vil være stor interesse både blandt kunstnere og kunsthåndværkere. Men også større og store projekter som f.eks. Filmby Helsingør vil kunne finde anvendelse og udfoldelse i de fantastiske bygninger på den enestående beliggenhed. Vi tror ligeledes at investorer vil være interesserede i udvikling og konkret anvendelse. Udbyd området som det står allerede nu til kreative erhverv og se, hvad der sker. Bevar fokus på sammenhængen mellem Kulturværftet (etape 1) og Værfts-hallerne (etape 2).Iværksæt ikke noget, som hindrer en videreudvikling i Værftshallerne.

 

 • Gør ikke noget, der grundlæggende strider imod forudsætningerne i bl.a. Visionen for Kulturværftet: “Et kulturelt center for kundskab og kreativitet, udfoldelse, oplevelse, uddannelse og identitet fyldt med liv i alle døgnets vågne timer – 7 dage om ugen”.

Det skal være stedet, hvor mennesker mødes: Børn, unge, voksne, de lokale, turisterne og andre besøgende. Med andre ord: Mødestedet for det lokale og globale. Kulturværftet skal med 1. og 2. etape være et lokalt forankret, internationalt orienteret kulturområde.

 

 • Kreative erhverv herunder design vil være innovativt og fornyende og skabe vilkår for vækst ved at skabe et bedre samspil mellem erhvervs- og kulturliv. Der kan skabes lokale arbejdspladser, styrket og arbejdsmæssigt regionalt samarbejde og grobund for en videregående uddannelsesinstitution evt. i samarbejde med Helsingborg og Universitetet i Lund. En Campus kunne medvirke til at fastholde de unge over 18 i kommunen. Helsingør skal være et kraftcenter for kreative erhverv med fokus på bæredygtige løsninger og nye digitale muligheder. Helsingør skal være et lokalt og internationalt vækstcenter på alle de kreative områder og dermed medvirke til værdi- og jobskabelse.

 

 • Udbyd bygningerne som de er. Så fleksibelt og alsidigt som muligt. Der vil komme seriøse interessenter. Også vedr. skibsbyggeri og andre maritime interessenter. Se hvad der sker, og tag så stilling. Og riv ikke nogen bygninger ned, før man er sikker på, de ikke kan finde anvendelse. Riv aldrig Bygning 14 ned. Den får vi aldrig igen, og den har så mange muligheder i sig udover det historiske.

Et kreativt miljø i denne sammenhæng er alene betinget af viljen til selv at ville bidrage og lade sig udvikle. De fleste kreative har et løbende behov for anerkendelse, og det er derfor, at placeringen giver mulighed for udstilling, visning eller lignende for offentligheden og for ligestillede.

 

 • Økonomi & arbejdspladser Det koster naturligvis kommunen penge at have bygningerne stående, som de er. Bare opvarmning til 12 grader vil koste ca. 1 mill. kr. og 3 til 4 gange mere, hvis bygningerne skal opvarmes til ca. 20 grader. Men den relativ lille udgift i en overgangsperiode, kan komme rigeligt igen.

Tidsmæssigt er det vigtigt ikke at lade sig presse. Vi foreslår derfor, at Byrådet giver sig selv tid og plads til omtanke, sådan at der er tre Byrådsperioder frem til 31.12. 2026, til evt. at dele både indholds- og fysisk del op i etaper.  Samtidig er det afgørende med en bred politisk enighed om området. Det er vel det vigtigste byudviklingsprojekt for kommende Byråd.

Det betyder ikke, at der ikke skal besluttes hurtigt, når de gode og rigtige indholdsmæssige og økonomisk velfunderede forslag kommer ind. Det tror vi på, forudsat der er en gennemsigtighed med områdets overordnede vision, formål og økonomi.

Efter vores opfattelse ligger Helsingørs fremtid overordnet set i ”ligevægt og balance”. Når man tænker på den polarisering der sker i det danske samfund i øjeblikket, er det afgørende vigtigt, at Helsingør målrettet gør mere for at sikre sin fremtid som større provinsby.

Arbejdspladserne rykker i stadig større omfang imod de større byer og de provinsbyer der tilbyder attraktive vilkår for erhvervslivet. Når arbejdspladserne rykker væk følger store dele af de erhvervsaktive og socialt stærke med, da afstanden til jobbet i dag betyder mere og mere i forhold til den enkeltes fritid og kvalitetstid. Skattegrundlaget udvandes og det bliver dermed svært at finansiere nødvendige udgifter til f.eks. socialt svage og til fremdrift.

 

• Vi nævner også muligheden for at etablere Filmby Helsingør, som allerede er sat i gang. Skal det blive til noget reelt, skal det boostes. Vi bruger Filmby Helsingør ikke blot som eksempel, men også fordi, det kunne være et rigtig godt initiativ til gavn for Helsingør på mange nye fronter.

En filmby vil kunne tiltrække andre kreative erhverv forudsat at rammebetingelserne i kommunen er attraktive. I en filmby betyder dette, at kommunen skal intensivere sine erhvervspolitiske initiativer og skabe volumen i erhvervslivet i by og region, da den helt over-vejende del af en filmbys omsætning sker ved salg og produktion til det øvrige erhvervsliv.

Der skal være en grund til at placere en filmby geografisk i Helsingør. En filmby vil kunne virke som en massiv magnet på andre kreative erhverv. De fysiske rammer og den geografiske placering synes indlysende god i det kreative kulturelle miljø, som et Kulturområde i Helsingør udgør.

En filmby med alle sine aktiviteter tiltrækker forfattere, filosoffer, journalister, designere musikere, arkitekter, historikere, art directors, skuespillere, instruktører, manuskript forfattere, dansere, web designere, billedkunstnere, sound designere, fotografer, lyrikere, projekt-ledere, illustratorer, etnologer, scenografer, sociologer, 3D animatorer, industrielle designere, forskere, komponister o.s.v. Alle disse fagfolk findes i forskellige virksomheder og som selvstændige erhverv. Som evt. kan etablere sig i Værftshallerne.

 

• Afrunding

En placering af værftsarealet så tæt ved et Unesco verdensarvs Location er unik.  En sammenhæng mellem inde og ude områder vil skabe en større helhedsoplevelse.

Forladte industribygninger rundt omkring i Europa som f.eks i Amsterdam & London er gode eksempler på transformationer som er vigtige for en dynamisk byudvikling og som skaber økonomiske kraftcentre.

Peter Grønholt                Flemming Jönsson

 

Se hele oplægget MED BILLEDER OG ILLUSTRATIONER her: Hal 14-print1